Skip to main content

Sidste sæson med ESL Impact

“Et stort tab — men ikke slutningen”: IDA NexGen-kaptajn om lukningen af ESL Impact efter 8 sæsoner

En kedelig virkelighed ramte Counter-Strike-scenen da ESL annoncerede, at den største og mest etablerede turneringsserie for kvindelige spillere, lukker efter 2025. For mange kvinder i esport var ESL Impact ikke bare en turnering, men det event der udgjorde den store målsætning for karrieren.

Hos IDA NexGen mærkes beslutningen. Holdkaptajn Josefine sætter ord på udviklingen, kvinder i Counter-Strike nu står overfor — og hvorfor hun trods alt tror på en stærk fremtid.

“Overrasket, chokeret og skuffet”

Da Josefine hørte nyheden første gang, ramte den hårdt.

“Da jeg først hørte at ESL Impact lukker efter i år, blev jeg overrasket, chokeret og skuffet. Impact har været det største og mest stabile samlingspunkt i kvindescenen. Det har givet mig og mange andre noget konkret at stræbe efter.”

Impact har i flere år været en vigtig turnering for kvindelige hold, der ønskede at konkurrere internationalt. Ikke kun på grund af præmiepuljer og eksponering – men fordi det var en klar vej at gå, en struktur der matchede ambitionerne hos spillere som Josefine.

Alligevel nægter hun at lade beslutningen slå hende ud.

“Men det er ikke slutningen. Motivationen for at bevise, at kvindescenen stadig kan vokse, er der stadig uden Impact. Men det er uden tvivl et stort tab.”

Et hårdt slag for udviklingen

Impact-lukningen får store konsekvenser – både på individ- og holdniveau, vurderer Josefine.

“At ESL Impact lukker gør udviklingen sværere. Vi mister den største kvindeturnering. Det betyder også, at der er færre muligheder for at spille på højt niveau, blive set som spiller og hold, og at udvikle sig som hold.”

For en scene, der i forvejen kæmper for synlighed og strukturer, er det et tilbageslag. Impact fungerede som et sikkerhedsnet: et sted kvinder vidste, de kunne teste sig mod de bedste. Nu forsvinder det faste samlingspunkt.

Fremtiden: Nye turneringer, stærkere støtte

Selvom et kapitel lukker, mener Josefine, at det kan være starten på noget nyt – hvis scenen løfter i flok.

“Det vigtigste nu er at få bygget nye turneringer op, der fortsat giver kvinder chancen for at spille på højt niveau. Samtidig har vi brug for bedre støtte fra organisationer.”

Det stiller større krav til klubber, ligaer, turneringsarrangører og partnere. Der skal investeres, eksperimenteres og samarbejdes. Og der skal skabes rammer, hvor talent kan vokse – uanset køn.

Hos IDA NexGen fortsætter ambitionerne uforandret. Holdet arbejder målrettet videre med kvalifikationer, udvikling og resultaterne, selvom scenen lige nu står ved en skillevej.

“Motivationen er der stadig”

Impact forsvinder — men det gør spillerne ikke.

Josefines klare besked til resten af scenen er, at kvinder i Counter-Strike fortsat har noget at kæmpe for, og at et stærkt fundament godt kan bygges uden ESL Impact som central ramme.

Det kræver bare, at flere tager ansvar, og at scenen holder sammen.

Følg med når Josefine og resten af IDA NexGen spiller DM lørdag den 29. november i PARKEN. Du kan følge kampene live på streamen fra klokken 14:30: twitch.tv/esport_danmark