IDA NexGen byder Sofie velkommen
Sofie “sukkerzhok” er ny spiller på IDA NexGen: “Jeg vil bidrage med både firepower og energi”
IDA NexGen, det professionelle kvindehold i Counter-Strike drevet af MASONIC i samarbejde med IDA, har fået et nyt talent på holdkortet. Sofie “Sukkerzhok” er trådt ind i truppen – og hun er klar til at tage næste skridt i sin esportskarriere.
Fra efterskole til professionelt hold
Sofies rejse ind i Counter-Strike begyndte på Klank Efterskole i 2018-2019, hvor hun sammen med veninderne fik lov at udforske gaming gennem valgfaget “Esport for kvinder”. Det var her, gnisten blev tændt.
“Vi startede med at spille Danger Zone og Arms Race, men jeg blev hurtigt fanget af Counter-Strike og besluttede, at jeg ville have min egen computer, da jeg kom hjem fra efterskolen,” fortæller hun.
Danger Zone og Arms Race er begge gamemodes man kan spille inde i spillet Counter-Strike.
Med hjælp fra sine to storebrødre – som selv har spillet meget – fik Sofie sat sin første PC op. Først handlede det om hygge på community-servere, men da CS2 blev lanceret, tog hun springet:
“Jeg tænkte, at det var nu eller aldrig, hvis jeg ville prøve kræfter med holdspillet.”
Første kvindehold
At blive kontaktet af IDA NexGen var en særlig oplevelse:
“Jeg har altid haft en idé om, at jeg gerne ville prøve kvindescenen, og jeg var meget spændt, fordi det var mit første kvindehold. Heldigvis er jeg kun blevet positivt overrasket – kemien med pigerne er virkelig god.”
I dag er Sofie i fuld gang med at spille sig ind i rollen som riffelspiller på holdet, hvor hun både kan agere aggressiv entry og anchor. “Jeg elsker at tage plads, sætte mine teammates op og kaste utility – alt efter hvad holdet har brug for.”
En entry er typisk en af de spillere som har fokus på at finde de første åbninger i runden, eller løbe ind først når holdet laver en taktik.
Dedikation og ambitioner
Sofies styrker ligger i hendes aim, spilforståelse og dedikation. Men selvom hun har lagt mange timer i spillet, er der klare mål fremadrettet:
“Jeg vil især udvikle mig i forhold til holdsamarbejdet. På længere sigt drømmer jeg om at spille ESL Impact og stå på LAN-scenen. Stemningen dér er helt unik.”
Kvinder i esport
Som kvindelig spiller i en mandsdomineret scene har Sofie en klar holdning:
“Jeg synes, det er superfedt, at vi kvinder kan bevise, at vi også kan spille CS på et højt niveau. Der findes stadig fordomme, men det er vigtigt at holde fast i glæden ved spillet.”
Til andre piger og kvinder, der overvejer at kaste sig ud i esport, har hun et råd:
“Stol på dig selv – du har lige så meget ret til at spille som alle andre.”
Hvad fans kan forvente
For fans bliver der nok at se frem til. IDA NexGen deltager i både PowerLigaen og Female Pro League, og senere i oktober skal holdet repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab i Sverige.
Når Sofie selv skal opsummere holdet i tre ord, lyder det: “Lærerigt, humørfyldt og ansvarsfuldt.”
Hun afslutter: “Jeg glæder mig til at give den gas sammen med holdet og vise, at vi kan være med – både i de nationale ligaer og på kvindescenen.”